Carlsberg Station åbner

MED SÆRTOG

TIL CARLSBERG STATION

4. juli 2016 

 

Aarsleff Rail har arbejdet på højtryk for at blive færdige til indvielsen af den nye Carlsberg Station. Og søndag 3. juli ankom det første tog til stationen – et særtog med blandt andet transportminister Hans Christian Schmidt og administrerende direktør for DSB Flemming Jensen.

 

På Carlsberg Station blev passagererne budt velkommen af Københavns Jernbaneorkester og Carlsberg Byens administrerende direktør Jens Nyhus. Transportministeren takkede for den flotte station, som forventes at blive Hovedstadens 5. mest travle med 24.000 rejsende om dagen. Herefter blev snoren klippet af DSB’s administrerende direktør, som erklærede stationen for åben, og klokken 12.01 standsede det første ordinære S-tog på stationen.

Kulmination på 2,5 års arbejde

-Indvielsen og åbningen af stationen er kulminationen på ca. 2,5 års spændende, men udfordrende arbejder, fortæller projektchef Morten Hansen.


Det er især de logistik-, plads- og miljømæssige udfordringer under udførelsen som Morten Hansen peger på. Udfordringerne skyldes stationens beliggenhed og det forhold, at driften i sporene har været opretholdt under hele byggeriet med kun de mest nødvendige sporspærringer. -Undervejs har vi omlagt kørestrømsanlægget midlertidigt for at skabe plads til omlægning af spor og opbygning af den nye perron i banearealet. Og syv meter over stationen har vi støbt brodæk til cykelparkering med nedgang til stationen. Adgangen til perronen sker via tre trapper, to rulletrapper og en elevator.

 

Farvel til Enghave Station

Entreprisen er udført for Carlsberg Byen P/S og omfatter udover etablering af den nye station også nedrivning af Enghave Station.

-Det arbejde skal vi i gang med til efteråret, siger Morten Hansen.

 

Arbejdet har involveret flere afdelinger i Aarsleff Rail, lige fra spor og kørestrøm og el, til konstruktioner.

 

DR nyheder, tv-klip

TV2 Lorry, tv-klip

Ingeniøren, artikel

 

UK / DK contact : +45 8734 3000
: +45 3634 4640
info@aarsleffrail.com